Jeg hader hvepse. Er blevet stukket adskillige gange. Heldigvis har jeg ikke et allergiproblem, men det gør altså ondt. Og der kan gå mange dage, før en hævelse fra et hvepsestik er helt væk. De gange jeg er blevet stukket, er det sket, fordi jeg har siddet med venner på en taverna. Vi har spist fisk og nydt lyden fra bølgernes plasken op på sandet. Af en eller anden grund er det altid mig, der bliver stukket. Måske fordi hvepsene kan mærke, at jeg er bange for dem. Eller fordi jeg altid levner et fiskeben på min tallerken, og det er de vilde med. Sådan nogle små ådselædere, som de er.
Bekæmpelse af hvepse
Forleden læste jeg, at man er forpligtiget til at bekæmpe skadedyr, hvis man har en restaurant. Hvepse er betegnet som skadedyr, fordi de kan bære bakterier med sig. Fx salmonella.
Det var et tilfælde, at jeg læste det, og jeg kom til at tænke på, at hvad gør en ejer af en lille taverna på en af de græske øer for at bekæmpe hvepsene? Har de en lovgivning om det i Grækenland, ligesom vi har det i Danmark. Det tror jeg næppe, at de har. Men jeg har set, at de har erfaring med at fjerne hvepsebo. Og de ved bestemt godt, hvordan man sætter fælder for insekterne. At der så også kommer fluer og bier i fælderne, er en anden sag. De sætter en halvtom fantaflaske op på et rækværk. Når hvepsen så kan lugte sukkeret, flyver den ned i flasken, og bagefter kan den ikke finde ud af at komme ud. Og så drukner den i fanta’en.
Fjernelse af hvepsebo
Jeg har også set, hvordan hvepsebo fjernelse foregår på de græske øer. Det sker om aftenen, hvor hvepsene sover. Så sprøjter de et eller andet kemikalie op i hvepseboet, og næste dag piller de boet ned. Det er måske en barbarisk måde, de gør det på. Men de ved, at hvis de ikke gør, det, så er der ikke kunder i restauranten næste dag. Og hygiejnepolitiet vil helt sikkert give dem en bøde, hvis de ser, at der er hvepse omkring køkkenet eller skraldespanden.
Jeg så nemlig en gang for nogle år siden en ejer af en lille (illegalt opsat) kantine få en bøde. Han var ulykkelig og råbte op om, at hans liv er blevet destrueret. Han råbte dog ikke op, om at han muligvis har været med til at ødelægge ferien for mange danskere, der har spist hos ham for senere hen at få dårlig mave pga. skadedyr.
Det er rart at vide, at der i Danmark er en lovgivning, som sikrer, at de hygiejniske forhold er i orden. Jeg læste engang en artikel om, at NOMA måtte lukke i flere måneder pga. et problem med kakerlakker. Stor skandale for NOMA og for dem, der deler Michelin‐stjerner ud.
Jeg ville ønske, at sådan en lovgivning kunne blive indført i Grækenland også. Det ville hjælpe turismen godt. Og det er en sektor, som landet satser på. Og som feriegæst i landet mindst én gang om året vil jeg da sætte pris på at vide, at alt er ok i tavernaernes køkkener.