Jeg syntes, at jeg havde styr på det hele, men efter en uge i sommerhuset, så sejler det hele for mig. Jeg er taget herover for at slappe af, og for at få lavet en del ting i huset. Jeg tænkte også, at jeg ville lave om på den daglige rytme, så der ville være plads til at få en dukkert nede ved stranden hver morgen. Men efter 10 dage, så har jeg endnu ikke fået en dukkert. Telefonen ringer hele tiden. Det er venner hjemmefra, som spørger om, hvordan det går. Om jeg har det godt. Om jeg sørger for at tænke på mig selv. Hvis de ikke ringer, så sender de beskeder via Messenger eller SMS. Og jeg svarer dem. Jo, det går godt, jeg slapper af, sover til middag, dovner, når jeg vil.
Små hvide løgne
Små hvide løgne. Fordi: Jeg slapper ikke af. Jeg er nervøs, og det forstyrrer mig i mit arbejde, at jeg hele tiden skal svare på SMS’er. Jeg er ved at få stress igen. Jeg er lige kommet ud af et langt stress coaching forløb. Jeg gik fuldstændigt ned med flaget for nogle måneder siden. Sygemeldte mig og kom hurtigt i behandling. Det var en meget dygtig stresscoach, som fik mig ud af det værste ret hurtigt. Han fik lært mig at tage dybe indåndinger og at tænke positivt i stedet for negativt. Og han har lært mig, at det er menneskeligt at fejle. Han har den overbevisning, at en af grundene til, at vi får stress, er ikke kun, at vi skal præstere.
Stress fordi?
Han mener, at en grund er, at vi ikke har lært at acceptere, at fejl opstår. Og ja, jeg er enig med ham. Vi fejler og kan ikke acceptere det, fordi vi er blevet overbevist om, at alt skal være fejlfrit. Hvis det ikke er fejlfrit, er vi ikke gode nok. Så når vi laver en fejl, så giver det et voldsomt psykisk pres. Og det er en af grundene til, at vi får stress. Vi overbelaster os selv.