Min farmor er en aktiv dame. Som 85-årig er hun dog noget begrænset af slidgigt og problemer med at holde balancen. Hun er gangbesværet, men det holder hende ikke tilbage fra at gå til gymnastik og tage til forskellige udstillinger sammen med en mand, hun har mødt på gymnastikholdet. Frisk dame. Inden hun mødte manden fra gymnastikholdet, var hun lidt tvær at besøge. Al snak og sladder handlede om de dumme knæ, som hun har svært ved at bøje.
Det er faktisk ret typisk, at slidgigt fylder meget i samtalen hos ældre. Leddene begynder at ændre sig allerede fra 35-40-årsalderen, og omkring halvdelen af alle 70-årige lever med en eller anden grad af slidgigt i knæene. Det er altså snarere en naturlig del af det at blive ældre end en decideret sygdom, men det gør jo ikke ondt mindre af den grund. Det, der til gengæld har overrasket mig, er, hvor stor forskel bevægelse rent faktisk gør. Nyere undersøgelser peger på, at regelmæssig træning kan lindre smerter fra slidgigt mindst lige så godt som håndkøbsmedicin – og for mange endnu bedre, fordi musklerne omkring leddet bliver stærkere og aflaster selve knæet. Det giver god mening, når jeg ser på min farmor: Jo mere hun bevæger sig, jo mindre fylder de dumme knæ i vores samtaler.
Men den her mand har haft en god indflydelse på hendes humør. Hun er glad og livlig. Lige sådan, som jeg husker, hun var, dengang jeg var lille og besøgte hende alene i weekender. Dengang gik vi lange ture i skoven, og hun læste højt for mig, efter at jeg var blevet puttet på sofaen i hendes lejlighed.
Rollator og indkøbsvogn
Hun er glad, fordi hun nemt kan komme ud. Hun har nemlig købt en rollator, som er beregnet til udendørs brug. En god udendørsrollator er typisk bredere og mere robust end en almindelig indendørsmodel, og hjulene er lidt større, så de bedre kan klare grus, ujævne fortove og vådt vejr uden at ruste eller punktere. Det gør hende tryggere, når hun skal ud – hun er ikke længere angst for at falde, når hun skal ned til det lille, lokale supermarked.
En ting, jeg selv har lært af at følge med i hendes valg, er, hvor meget indstillingen af rollatoren faktisk betyder. Håndtagene skal helst stå i højde med håndleddet, når man står helt afslappet, og sædet skal være til at nå ned på, uden at man skal strække benene urimeligt. Sidder håndtagene for højt, ender man med at spænde i skuldrene, og det øger faktisk risikoen for at miste balancen i stedet for at forbedre den. Faktisk overvejer hun også en af de der særlige “senior-venlige indkøbsvogne“, og det er nok en god ide – ikke mindst fordi en model med sæde giver mulighed for at tage en pause undervejs, hvis benene bliver trætte på en længere tur.
Da jeg var henne hos hende for nogle dage siden, kunne jeg se forskellen. Hun havde lige været ude at gå en lang tur, inden jeg ankom. Kinderne var røde, og hun havde nydt at kunne gå i kulden. Hun fortalte mig om sin nye bekendte. Det var ham, der havde foreslået, at hun købte rollatoren, fordi den ville hjælpe hende. Hun kan mere, end hun tror, havde han sagt til hende. Og sandt nok: Hun fortalte mig, nemlig også om, at de havde været en tur i skoven sammen. I regnvejr, og der var ikke sket nogen ulykker. Tværtimod. De havde klaret både blæsten og de glatte stier i skoven takket være de gode, skridsikre hjul og en fast rollator, der stod godt fast under fødderne. Bagefter havde hun lavet te til dem, og de havde hygget sig med en god film.
Det, jeg tager med mig fra besøget, er, at det sjældent kun handler om selve hjælpemidlet. Rollatoren giver hende den fysiske tryghed, der skal til for at turde gå ud – men det er nok så meget selskabet og motivationen fra en ven, der har fået hende til virkelig at bruge den. Kombinationen af de to ting har tydeligvis gjort hende gladere, mere aktiv og mindre optaget af de knæ, der ellers plejede at fylde alt for meget.
