Kollektivet har besluttet! Det bliver min opgave at finde et stillads, vi kan leje. Puh. Jeg er ikke vild med den opgave, men som solidarisk beboer må jeg tage min del af arbejdet. Vi skal have renoveret husets facade og tag. Vi er nogle af de få heldige, der bor i en kæmpevilla på Frederiksberg. Jeg købte min andel for 25 år siden – og jeg er stadig glad for at bo her. Kollektivet fungerer godt, men nu venter der os en af de opgaver, ingen rigtig har lyst til: at finde det rigtige stilladsfirma.
Til facaden
Da vi opdagede, at taget lækkede, og at vinduesrammer og sprosser var ved at rådne, besluttede vi at gøre noget ved det. En af beboerne i kollektivet er tømrer og vil gerne bruge lidt tid på at sætte vinduerne i stand. Men han vil ikke kaste sig ud i murerarbejde de steder, hvor der er fugtskader, og han kræver, at vi får et facadestillads sat op, så han ikke skal balancere på en vaklende stige i 10 meters højde.
Det er faktisk et fornuftigt krav – og ikke kun af bekvemmelighed. Arbejdstilsynet stiller konkrete krav til sikkerheden, så snart man arbejder i højden: fra 2 meter skal der være rækværk med hånd-, knæ- og fodliste, og skal stilladset være over 3 meter, skal det opstilles af nogen med den rette stilladsuddannelse. Så selvom vi godt kunne spare penge ved selv at rode med en stige, er det hverken lovligt eller klogt, når der er tale om et facadestillads i den størrelse. Hvis vi samtidig kan spare udgifter til hans arbejdstimer ved at gøre forholdene ordentlige, har vi vundet noget på begge fronter.
Vi har holdt et par møder om sagen, og min opgave er nu at finde stilladset. Jeg aner ikke, hvor jeg skal henvende mig, og jeg har forsvindende lidt tid til at lede efter det – der er utroligt travlt på jobbet i øjeblikket.
Hvem har stilladser i København
Ikke desto mindre har jeg sat mig foran computeren herhjemme og leder lige nu: “Stilladser København” skriver jeg i søgefeltet på Google. Resultatlisten sender mig lidt rundt i det sjællandske landskab – lige fra Nordsjælland via Lyngby til Rødovre. Måske kan jeg indsnævre søgningen: “Facadestilladser København”. Det hjælper mig ikke meget. Det er stort set de samme firmaer, der dukker op igen og igen, og jeg mangler stadig noget konkret viden om materialehejs for eksempel, og om hvad der egentlig adskiller det ene tilbud fra det andet.
Der er ingen vej udenom. Jeg må ringe rundt og få mere at vide om, hvornår de kan komme, hvad det koster, og hvad der er inkluderet. Men hvornår skal jeg finde tid til det? De fleste stilladsudlejere har kun få timers telefontid midt i en almindelig 8-16-arbejdsdag – præcis de timer, hvor jeg selv sidder fast på kontoret. Måske må jeg tage en fridag og bruge den på at indhente et par tilbud, så jeg kan sammenligne priser i stedet for bare at vælge det første firma, jeg får fat i.
En ting har jeg dog lært undervejs: i en by som København handler prisen ikke kun om kvadratmeter facade. Stilladsfirmaerne spørger også ind til, hvor stilladset skal placeres, hvor længe det skal stå, og om der skal tages særlige hensyn til naboer, fortov eller trafik i gadeplan – alt sammen noget, der kan gøre en opgave på Frederiksberg dyrere end den samme opgave på landet.
Hvad skal de vide?
De vil helt sikkert gerne vide noget om, hvor stort facadearealet er – altså længden gange højden i m2, ikke i km2, som jeg først kom til at tænke, før jeg fik rettet mig selv. Jeg aner stadig ikke præcis, hvor mange kvadratmeter der skal dækkes, og jeg bliver hurtigt i vildrede, når jeg prøver at regne det ud selv. Går ned i stuen for at se, om tømreren er hjemme – måske kan jeg få nogle praktiske fif fra ham, siden han har stået på utallige stilladser gennem årene.
Jeg er heldig. Han sidder og nørkler med noget modelbyggeri ved bordet. Jeg sætter mig ved siden af ham, og vi får en god snak om arealet, der skal dækkes, højden på stilladset, og om det overhovedet giver mening at bede om en overdækning, hvis tagarbejdet trækker ud hen over en regnvejrsperiode. Han fortæller mig også, at det kan betale sig at bede firmaet om dokumentation for, at stilladset lever op til sikkerhedskravene, inden det tages i brug – det er trods alt ikke kun tømreren, der skal stå på det. Og så kommer han i gang med en masse røverhistorier, han har oplevet på diverse byggepladser gennem tiden.
