Nu har jeg meldt mig til et kursus på aftenskole: Jeg skal lære at arbejde med ædelmetaller. Sølv. Det glæder jeg mig meget til. Når man sidder på et kontor foran en skærm hele arbejdsdagen og sørger for, at arbejdet bliver gjort, kan det være rigtig rart at bruge hænderne til noget andet end at skrive på et tastatur. Nogle mennesker foretrækker at løbe en tur eller at lave mad for at koble af. Jeg foretrækker at bruge mine hænder til at fremstille objekter, som jeg kan røre ved og se blive til noget konkret. Så da jeg så, at det her kursus endelig blev oprettet, meldte jeg mig til med det samme. Skolen, som afholder kurset, jeg skal følge i de kommende måneder, har sendt mig en lang liste over ting, jeg har brug for: En plade bronze og en plade kobber – de billigere metaller, man typisk øver de første teknikker på, inden man vover sig over på rigtigt sølv. 100 g sølv. En sav og klinger i bestemte størrelser. File i forskellige størrelser og facon. Sandpapir, som skal være groft, fint og finere, så man kan slibe overfladen trin for trin. Og en hel del andre ting, som jeg knap nok vidste fandtes, før listen landede i min indbakke.
Sød betjening
Skolen havde også sendt mig adresserne på nogle forretninger, som forhandler de produkter, jeg har brug for. Så jeg har været på indkøb. Pigen i butikken spurgte, om det var aftenskolekurset, jeg følger. Ja, det er det. Ok, hun kendte listen udenad – det er tydeligvis ikke første gang, en kommende sølvsmed er kommet forbi med akkurat de samme varer på ønskesedlen. Hun fandt hurtigt alle tingene frem, matchede saveklinger og slibepapir til de rigtige numre, og regnede sammen, hvad jeg skulle betale. Så trak hun 10 % fra totalprisen. ”Som en lille gave til en god start,” sagde hun. Tak, dejligt. Den slags service gør hele forskellen, når man som nybegynder ikke selv kan vurdere, om det er den rigtige kornstørrelse eller filform, man står med i hånden.
Da jeg kom hjem med min plasticpose, fyldt med grej til sølvsmederiet, begyndte jeg straks at lede efter en skoletaske. Jeg har det sådan, at jeg hader at gå med plastikposer. Jeg vil gerne transportere mine ting i en rigtig taske, som er praktisk til formålet og kan holde til, at der ligger metal og værktøj og skramler rundt i den uge efter uge. Jeg kunne naturligvis have købt en lille værktøjskasse, men sådan en er et skrummel at slæbe med i bussen, og den signalerer mere “håndværker på arbejde” end “kreativ aftenskoleelev”, som jeg hellere vil fremstå som.
Nu er jeg en af de kvinder, som elsker tasker, så jeg har rigtig mange gemt væk derhjemme. Jeg var sikker på, at jeg havde en, som var rigtig til formålet. Og jeg finder da også en taske, som er fiks: Ikke for stor, rum til metallerne, plads til saven, holder til en mobiltelefon, lomme med lynlås til mine kreditkort og nøgler og så videre. Der er kun et lille problem: Hvor kan jeg anbringe sandpapiret, uden at det bliver bøjet og krøllet sammen med alt det andet?
Paprør er geniale
Arkene, jeg har fået, er for store til at kunne ligge fladt i tasken. De er ikke for brede, men for lange, og hvis de bare blev smidt ned i rummet sammen med metalpladerne, ville de hurtigt blive flossede i kanten og miste noget af slibeeffekten. Det ærgrer mig. Er jeg virkelig nødt til at finde endnu en plasticpose bare for at transportere 4 ark sandpapir? Ikke tale om! Jeg beslutter mig for at gå ned til den nærmeste forretning med kontorforsyning og købe et paprør med låg. Så kan jeg rulle sandpapiret sammen og stoppe det i røret. Paprøret kan jeg skære til i den rigtige bredde, så det passer præcis i tasken, og lidt tape eller en label på ydersiden kan endda hjælpe mig med at holde styr på, hvilken kornstørrelse der ligger i hvilket stykke, når jeg først er i gang med at slibe.
Det er i virkeligheden en ret simpel løsning, men det er dem, jeg bedst kan lide: Et genbrugt stykke pap, som ellers ville være endt i skraldespanden, bliver i stedet til et lille, holdbart opbevaringssystem. Ingen grund til at købe dyrt, specialfremstillet udstyr, når et rør og en saks kan løse problemet lige så godt.
Hjemme skærer jeg paprøret til, ruller sandpapiret sammen, og røret kommer i tasken sammen med resten af grejet. Perfekt. Nu er jeg klar til at starte på kurset. Jeg glæder mig til at lære et ældgammelt håndværk, som stadig lever i bedste velgående, og til at finde ud af, hvordan bronze, kobber og sølv hver især opfører sig under saven og filen. Kan næsten ikke vente til på mandag, hvor kurset starter.
