Slutspurt til jul

Nu er vi inde i julens slutspurt. Åh, jeg glæder mig i denne tid – og nej, det er ikke ironisk ment, selvom vejret gør sit bedste for at ødelægge stemningen. Ingen hvid julesne i år. Nej. Bare regn og slud og surt vejr. Og netop i det vejr skal jeg ud. Her søndag formiddag, hvor forretningerne holder åbent, skal jeg ud og hente en masse ting, som skal slæbes hjem, inden vi holder jul på tirsdag. Øverst på listen står en del paprør. Af en eller anden grund har hele familien i år fået den idé, at plakater er den perfekte gave til alle kammerater og venner. Og plakater skal naturligvis rulles sammen og pakkes ind i rør, hvis de skal holde formen hele vejen hjem. Jeg håber bare, jeg kan finde en plastikpose, der er stor nok til at rumme dem alle sammen, så de ikke ender gennemblødte i regnen, inden jeg når hjem.

Der skal meget til

Jeg skal også have fat i en masse gavepapir – gerne i forskellige mønstre og farver, for ellers bliver det hurtigt for kedeligt at pakke alle de ensartede plakater ind. Min kone kalder det samlebåndsarbejde, og hun har nok ret. Jeg overvejer faktisk i år at tage noget almindeligt kraftpapir med til et par af rørene og pynte op med sejlgarn eller lidt gran i stedet for det klassiske blomstrede gavepapir. Det er både billigere i løbet af julen og nemmere at style, når man alligevel ikke er den store ekspert i at folde hjørner pænt.

Bånd skal der naturligvis også til. Der står gavebånd på min liste, men hvordan vikler man egentlig gavebånd pænt om et rundt paprør? Det er altid et problem for mig at få viklet bånd ordentligt om gaverne, uanset om det er en rund pakke som et paprør eller en helt almindelig skoæske. Det bliver aldrig lige så flot, som når de gør det i butikkerne. De erfarne ekspeditricer nede i stormagasinet, som bare svinger pakken rundt, og så – vupti – sidder der et perfekt bånd på, har virkelig min beundring.

Et par tricks, jeg endelig har lært

Efter mange års kiksede forsøg har jeg dog fundet et par genveje, som faktisk virker, selv for en som mig. Et stykke dobbeltklæbende tape under sløjfen holder den på plads, så den ikke glider rundt, mens man forsøger at binde den færdig. På runde pakker som paprør er det nemmest at lægge båndet på langs i stedet for på tværs – så falder det naturligt ned langs formen i stedet for at glide af i siderne. Og vil man have krøllede bånd-ender, er det bare at trække bagsiden af saksen let hen over båndet, så krøller det af sig selv. Det er ingen trolddom, bare øvelse – men det er rart endelig at kende til tricket, i stedet for at opfinde det forfra hvert år.

En kvindeting?

Min kone er stadig langt bedre til det end mig, og jeg plejer at kalde det en kvindeting for sjov, selvom jeg godt ved, det nok mest handler om øvelse og tålmodighed. Normalt beder jeg ekspeditricerne om at pakke gaverne ind for mig, og det gør de da gerne. Men når jeg kommer hjem, synes jeg altid, der er noget galt med papiret – enten for stort et blomstermønster, eller bare grimt. Og så sidder jeg her, som nu, i sidste øjeblik og skal til at vikle gavepapir og bånd om gaverne selv. Og nu den her udfordring med paprørene oveni. Det bliver en prøvelse, for jeg er bestemt ikke lige så fingernem som min kone. Jeg bliver nødt til at bede hende om hjælp, og har hun tid, gør hun det sikkert gerne for mig. Så skal jeg kun selv klare hendes gave – det tror jeg godt, jeg kan klare uden at klippe mig i fingrene. Ellers må vores store datter træde til og sværge på, at hun ikke afslører for sin mor, hvad hun får i julegave fra mig i år.

Men først skal jeg have regnfrakken på, og så er det bare med at komme afsted. Skal jeg tage bilen? Det tror jeg. Jeg undgår ikke at blive våd, men lidt mindre våd, end hvis jeg tog cyklen gennem slud og regn. Jeg skal bare finde en ledig parkeringsplads tæt på, så turen ind i storcentret går hurtigt. Og inden jeg kører hjem igen med rør, papir og bånd, skal jeg lige nå forbi supermarkedet også – for maden til jul handler lige så lidt af sig selv som gaverne gør.