Klokken er lidt i 8 om aftenen, og jeg træder ind i mit hjem. Det dufter allerede af noget godt ude fra køkkenet, og jeg ved med det samme, hvad aftenen handler om: Det er vores bryllupsdag, og min kone har lovet at lave en ekstra god middag til os. Vi fejrer ikke dagen med venner og bekendte i år – det er bare tre år siden, vi blev viet, i Spanien, hvor hun er født og opvokset. Hun har stadig sine gode dage og sine udfordringer med at vænne sig til den danske kultur, og jeg tror ærligt talt, at den slags tilvænning tager længere tid, end man lige regner med, uanset hvor glade to mennesker er for hinanden.
Jeg havde egentlig ikke selv de store planer om at gifte mig. Jeg var tilfreds med bare at leve sammen med hende. Men hun insisterede, og jeg forstod efterhånden hvorfor: I hendes kultur er det stadig ikke helt selvfølgeligt at bo sammen som par uden at være gift, i hvert fald ikke i hendes families øjne. Så vi giftede os – og det blev ikke en lille, stille affære. Hendes familie er stor. Fætre og kusiner i tredje led dukkede op, sammen med alle onklerne, tanterne og selvfølgelig hendes søskende med deres egne familier. Der var over 300 mennesker til vielsen i kirken, og omkring 350 til festen bagefter. Det var en fest ud over det sædvanlige – larmende, varm og fuld af liv på en måde, jeg aldrig havde oplevet før.
Kæmpefester med fart
Herhjemme i Danmark er vi bare ikke vant til den slags kæmpefester. Da min egen familie – mine forældre, min søster og hendes partner – ankom til brylluppet, fik jeg pludselig at vide, at min familie er meget lille. Det er svært at være uenig i. Jeg kunne jo dårligt bede mine fætre og kusiner om bare at flyve til Spanien for min skyld; ikke alle har råd eller overskud til den slags rejser med kort varsel. Men sandheden er nok også, at vi herhjemme ser vores fætre og kusiner ganske sjældent – måske en enkelt gang eller to om året, hvis det går højt. Den forskel i familiekultur er noget af det, der stadig overrasker mig mest ved at være gift ind i en sydeuropæisk familie: Afstanden mellem generationerne og grenene på træet er bare meget kortere hos hende, end den er hos os.
Men i aften er det vores aften, uden 300 gæster og uden ceremoni. Jeg kan mærke duften fra køkkenet trænge helt ud i entréen. Der er hvidvin i maden, det er jeg ikke i tvivl om. Min kone elsker skaldyr, så jeg vil vædde på, at menuen står på en udvidet paella med rigeligt af både muslinger, rejer og blæksprutte. Det er faktisk det, hun sætter allermest pris på ved det danske køkken: at vi har adgang til så meget godt og fersk fra havet, uden at det koster en formue.
Dans med hovedtelefoner
Jeg kan høre hende rumstere derude. Bordet bliver dækket, og hun lytter til musik, mens hun arbejder – akustisk guitar, spansk musik, måske Andrés Segovia. Noget der er både sart og fyrigt på samme tid. Meget hende, faktisk. Hun er selv følsom og temperamentsfuld på en måde, jeg aldrig har oplevet hos andre, og hun er allermest sjov at se på, når hun tænder helt af med hovedtelefoner på!
Jeg fik selv en glimrende demonstration af det temperament, dengang hun kylede et glas sennep efter mig midt i et kærligt skænderi. Den slags glemmer man ikke lige med det samme. Jeg går ud i køkkenet til hende, hvor hun er i gang med at brænde skallen på en creme brulé – hun ved, det er min favorit, og hun er bare uforskammet god til at lave den.
Jeg siger hej. »Hola,« svarer hun, uden at vende sig om – helt koncentreret om flammen og sukkerskorpen. Jeg giver hende et kys i nakken, lægger en gave på køkkenbordet og ønsker os begge tillykke med bryllupsdagen.
Hun bliver færdig med at brænde skorpen, vender sig om og ser på mig med et smil, jeg kan mærke er ægte glad og tilfreds. Hun pakker gaven ud og bliver synligt rørt over det lille halssmykke, jeg har fundet til hende.
En aften, to kulturer
Vi sætter os til bords, nyder maden og musikken, og snakken falder naturligt hen på, hvornår vi skal ned og besøge hendes familie igen. Det er sådan, vores liv sammen fungerer bedst: to vidt forskellige familiekulturer, der mødes over en middag – hendes larm og varme, min ro og forudsigelighed. Ingen af delene er rigtigere end den anden, men sammen giver de en helt tredje, som er blevet vores.
