Jeg troede, jeg havde helt styr på det, men efter en uge i sommerhuset kan jeg mærke, at det hele glider fra mig. Jeg tog herover for at slappe af og for at få lavet en række ting i huset, som er blevet skubbet foran mig alt for længe. Jeg ville også lave om på den daglige rytme, så der blev plads til en dukkert nede ved stranden hver morgen – en lille ritual, jeg havde glædet mig til hele foråret. Men efter ti dage har jeg stadig ikke fået våde fødder. Telefonen ringer hele tiden. Det er venner hjemmefra, som spørger, hvordan det går. Om jeg har det godt. Om jeg husker at tænke på mig selv. Ringer de ikke, sender de i stedet en besked på Messenger eller en SMS. Og jeg svarer pænt tilbage hver gang: Jo, det går godt, jeg slapper af, sover til middag og dovner, når jeg har lyst.
Små hvide løgne
Det er små hvide løgne. For sandheden er, at jeg ikke slapper af. Jeg er nervøs, og det forstyrrer min ro, at jeg hele tiden skal svare på beskeder – selv velmenende ét. Jeg kan mærke stressen presse sig på igen, og det skræmmer mig, for jeg er lige kommet ud af et langt stress coaching forløb. For nogle måneder siden gik jeg fuldstændig ned med flaget. Jeg sygemeldte mig og kom hurtigt i behandling hos en dygtig stresscoach, som fik mig ud af det værste forbløffende hurtigt. Han lærte mig at trække vejret dybt og roligt i stedet for hurtigt og overfladisk, og at vende de negative tanker til noget mere brugbart. Men vigtigst af alt lærte han mig, at det er menneskeligt at fejle. Han mener, at en af de største kilder til stress ikke kun handler om, hvor meget vi præsterer, men i høj grad om, hvordan vi forholder os til vores egne fejl.
Stress fordi?
Hans pointe er, at mange af os aldrig rigtig har lært at acceptere, at fejl simpelthen opstår. Og jeg må give ham ret. Vi fejler, men vi kan ikke acceptere det, fordi vi er blevet bildt ind, at alting skal være fejlfrit for at være godt nok. Når det ikke er fejlfrit, oplever vi det som et personligt nederlag, og det bygger et voldsomt psykisk pres op indefra. Det er en af de mekanismer, der får os til at overbelaste os selv, længe før kroppen når at sige fra og trække nødbremsen for os.
Telefonen forstærker presset
Det, jeg først for nylig er begyndt at forstå, er, at telefonen selv er en del af problemet. Hver gang den vibrerer, og jeg lige “hurtigt” kigger på en besked, skifter hjernen spor – fra feriero til bekymring og tilbage igen. Det lyder uskyldigt, men den slags konstante afbrydelser koster mere energi, end man skulle tro, og det er en af grundene til, at man kan føle sig mentalt udmattet efter en dag, hvor man reelt ikke har lavet ret meget. Løsningen er nok ikke at slukke telefonen helt – for mig ville det skabe mere uro end ro, fordi jeg så ville sidde og gætte på, hvad jeg gik glip af. Men jeg er begyndt at sætte faste tidspunkter for, hvornår jeg tjekker den, og fortælle mine nærmeste, at de gerne må stole på, at jeg svarer, næste gang jeg kigger forbi, i stedet for et par timer efter beskeden lander. Det lyder banalt, men det er netop den slags små, konkrete grænser, der på sigt afgør, om ferien reelt bliver en pause eller bare arbejde i et andet postnummer.
Næste skridt bliver dukkerten
Så nu har jeg besluttet mig: resten af ferien lægger jeg telefonen væk om morgenen, indtil jeg har været nede og dyppe tæerne i vandet. Det er en lille ting, men det er præcis den slags gentagne, konkrete vaner, min stresscoach har lært mig at holde fast i. Det er sjældent de store armbevægelser, der får os ud af stress – det er de små, faste rutiner, der langsomt genopbygger roen og lærer nervesystemet, at det godt må slappe af. Jeg skylder i hvert fald mig selv den dukkert, og jeg skylder mig selv at stoppe med at sige, at det går godt, når det i virkeligheden ikke gør. For hvis jeg ikke øver mig i at sætte grænserne nu, mens jeg har tiden og freden til det, hvornår skulle jeg så nogensinde nå det?
