Min bror er helt vild. Han har sejlet fra Caribien til Europa i en sejlbåd på 12 meter. Han er vanvittig – på den gode måde. Han sejlede sammen med en kammerat, som er lige så skør, som han er. De er begge fanatiske sejlere, og i denne sammenhæng betyder det, at når de sejler, må de ikke bruge motor. Al bevægelse skal ske ved hjælp af vind og sejl. Intet andet. Det lyder måske som en detalje, men på en ren sejltur over Atlanten kan det betyde flere dage ekstra, hvis vinden svigter – hvilket den gjorde.
Miljøbevidst
Samtidig er han også miljøbevidst, min bror. Det betyder, at han forbød, at man smed skrald over bord. Alt affald skulle samles i beholdere og sendes til genbrug, når de nåede Europa. Det er faktisk blevet mere almindeligt blandt langturssejlere de senere år, i takt med at plastikforurening i havene er kommet mere i fokus – men det kræver plads og planlægning, som han hurtigt fandt ud af.
For nu er det sådan, at dåsemad og konserves fylder rigtig meget om bord på en 12 meters sejlbåd. Så han opfandt et system, hvor de havde en gummibåd flydende efter sejlbåden. I den opbevarede de alt det, de havde brug for, men som kunne flyde, hvis der kom en storm, eller hvis gummibåden blev oversvømmet. Fint nok i teorien. Men også en anelse farligt, hvis vejret for alvor tog til.
Han fortæller med stolthed om de ti dage, hvor de lå fuldkommen vindstille ude i Atlanterhavet. De kom ingen vegne. Det eneste, de kunne gøre, var at iagttage hvaler, som åbenbart var nysgerrige efter at finde ud af, hvad de lavede der. Billederne, han viser os, er imponerende – en hval er stor, meget stor, og det er fuldkommen uvirkeligt at tænke på, at en 12 meters båd faktisk er stor sammenlignet med en hval, når man ser dem side om side i vandet.
Uheld undervejs
De havde selvfølgelig også uheld undervejs. På et tidspunkt, da de nærmede sig Azorerne, sejlede de direkte ind i en storm. Det udviklede sig til en voldsom kamp med store bølger og kraftig vind. “Voldsom storm,” siger han. Men ifølge hans egne GPS-logs var det nok ikke mere end 6 på Beaufort-skalaen*. Som en god sømand er han god til at overdrive lidt – det hører vist med til historiefortællingen.
En god vandalarm er vigtig
Ikke desto mindre var der blevet slået hul i stævnens bund, og de opdagede det først i sidste øjeblik. Vand fossede ind i bunden af båden, og de måtte ned og skovle vand ud i timevis. Heldigvis blev ingen af dem søsyge undervejs. Men som han selv siger, vil han bestemt sørge for, at de får vandalarmer sat ind i båden, inden de om nogle år skal krydse Stillehavet.
Det er faktisk et rigtig godt eksempel på, hvorfor en vandalarm bør være standardudstyr på enhver sejlbåd, der skal ud på længere ture. En vandalarm er typisk en lille, batteridrevet sensor, der monteres i kølsvinet – altså det laveste punkt i skroget, hvor vand naturligt samler sig. Så snart sensoren kommer i kontakt med bare få millimeter vand, udløses en høj, gennemtrængende alarm, der kan høres selv i søvne eller midt i en storm. Nogle modeller er rene “vandet er der”-alarmer, mens andre er koblet sammen med bådens automatiske lænsepumpe og først slår til, hvis pumpen ikke selv kan følge med – det giver besked, før situationen bliver kritisk. De mest avancerede varianter kan endda sende en sms eller notifikation via GSM eller wifi, hvis man skulle være gået fra borde, mens båden ligger for anker.
Prisen spænder bredt: en simpel model kan fås for under hundrede kroner, mens mere avancerede løsninger med fjernovervågning og flere sensorer koster et par tusinde. Set i forhold til, hvad en oversejlet båd – eller i værste fald et sunket skib – koster, er det en billig forsikring. Installationen er som regel enkel og kræver hverken el-arbejde eller specialværktøj; sensoren placeres blot et par centimeter over lænsepumpens aktiveringsniveau, så alarmen kun går i gang, når vandstanden reelt er unormal.
Da de ankom til Azorerne, var de godt forslåede og sultne, så de gik i land der i nogle dage, inden turen gik videre op til Sjælland, hvor de har båden liggende i Gilleleje. Lige nu er de i gang med at gøre båden klar til at sejle Sjælland rundt. Derefter bliver det bare hyggesejlads i weekenderne, mens de planlægger den store tur over Stillehavet. Planen er, at båden skal fragtes til Tokyo, og at de derefter sejler derfra til San Francisco – en af de længste og mest krævende ruter, man kan kaste sig ud i som fritidssejler, og netop derfor giver det god mening at investere i solid sikkerhedsudstyr, inden de kaster los.
*Beaufort-skalaen blev udviklet i 1805 af den britiske admiral og hydrograf Francis Beaufort. Skalaen beskriver, hvilken sejlføring et skib kan bære i forhold til vindens styrke, og går fra 0 (vindstille) til 12 (orkan). 6 på Beaufort-skalaen kaldes hård vind eller kuling og kendetegnes ved, at havets bølger får tydelige hvide skumtoppe, og at det bliver besværligt at holde en stabil kurs uden erfaren besætning.
